Vejledning ved hvalpekøb

Copyright © Hvalpely 2007-2019 • Webdesign by: Luna Pellardi

Vedledning ved hvalpekøb

Uanset race har en lille hvalp behov for megen kærlig pleje og omsorg. Den skal have 3 regelmæssige måltider om dagen indtil den er 3 mdr. gammel, efter den alder kan man gå ned til at fodre 2 gange om dagen.


En lille hvalp kræver en del omsorg og pleje. Det er ekstremt vigtigt at man sørger for den spiser godt, samt får rigeligt med friskt vand at drikke. Samtidig anbefaler jeg at man giver den et par skefulde A38 eller yoghurt naturel sammen med maden de første par uger. Det er med til at bevare en sund tarmflora. Hvis hvalpen de første par dage ikke spiser helt så godt, så er et lille trick at man først smører foderskålen med lidt leverpostej, og bagefter hælder foderet ned over det. Så spiser de som regel.


Hundekurve der er lavet af flet er ikke velegnede til små hunde, de kan stikke sig voldsomt på den, og bider de i den kan de i værste fald få ødelagt deres kæber, da spidserne kan bore sig igennem deres kæber. En blød kurv af stof er altså at foretrække.


Når hvalpen ankommer til sit nye hjem og for første gang skal sove alene uden sin mor eller sine kuld søskende, bør man den første aften ligge sig på en madras sammen med den i det rum den skal sove fremover. Det giver hvalpen tryghed og den ”adopterer” dig som sin nye leder og faste holdepunkt i tilværelsen. Hvis hvalpen efterfølgende skal vænnes til at sove alene, er det en god ide at lade et stykke tøj eller lign. som lugter af dig, være i kurven hos den natten over.


Husk en hvalp skal luftes ude rigtig tit – den bliver hurtigst renlig hvis du er omhyggelig med at gå ud med den, og husk at ROSE den rigtig meget når den besørger udenfor. Den skal altid ud når den har sovet, spist eller leget i længere tid.


En lille hvalp vil have tendens til at bide i alt og alle, det er vigtigt du fra start lærer den at det ikke er ok at bide i mennesker. Det gør man lettest ved at sige tydeligt NEJ når den gør det, og så ”knipse” den på munden, eller ruske den lidt i nakkeskindet. En anden vigtig ting hvalpen skal lære helt fra start, er sit navn. Det lærer man den lettest ved at tage noget kylling el. lign. rigtig lækkert med (ikke bare tørre hundekiks), og så KONSEKVENT give den det, hver gang man kalder på den og den kommer. Lad være med at kalde på den 100 gange om dagen, så bliver den ”døv” for indkald, men øv det med den 6-8 gange dagligt, hvor du altid belønner den. Hvis man gør det konsekvent i de første 14 dage, får man en hvalp der (næsten) altid lystrer.


Rigtig god fornøjelse med din hvalp. Jeg er sikker på i får mange gode timer sammen og jeg har fuld tillid til, at du som ny hundeejer vil være dig dit ansvar bevidst og passe rigtig godt på den.


Husk at tegne en hundeansvarsforsikring på din nye hvalp, det er lovpligtigt i Danmark.