Staffordshire Bull terrier

Copyright © Hvalpely 2007-2019 • Webdesign by: Luna Pellardi

Hvad kræver det at have en Staffordshire bull terrier?

Alle hunde har brug for en tydelig leder. Mange tror fejlagtigt at en SBT også har brug for en ”hård” leder, men det er helt forkert! En STB er en meget følsom og mild hund som ikke tåler en hård omgangstone og bestemt ikke har brug for specielt stærke og autoritære ledere. Den elsker som udgangspunkt sit menneske betingelsesløst, og er ikke ude på at tage magten fra sin ejer. Den kan nemt opdrages med helt almindelig hundeforståelse og bliver dybt ulykkelig hvis man taler hårdt til den eller endda afstraffer den korporligt! Det eneste punkt hvor en SBT kan være temmelig svær at opdrage, er med hensyn til at hoppe op ad folk den kender – det kræver en del konsekvens og frem for alt ROS og opmærksomhed når den IKKE hopper op, for at den kan forstå pointen.

 

En SBT har brug for mindst 1-2 timers daglig motion, den elsker at lege og være ”fri” og er eminent god til at underholde sig selv med eksempelvis en bold eller andet sjovt legetøj. Den egner sig IKKE til at stå det meste af dagen i en hundegård, dels er den kuldskær, men allermest fordi den separeret fra sine mennesker bliver dybt ulykkelig. En SBT er altså en familiehund og det kræver af dens ejer, at den er et fuldt ud accepteret medlem af familien. Den behøver ikke sove i sengen og med i bad… men den elsker det og er en fortrinlig fod varmer på kolde vinteraftener. JDen vil ikke kunne trives med at være forvist til et bryggers eller baggang når dens familie er hjemme, den vil være med der hvor du/I opholder jer.

 

Staffen er nem at renlighedstræne og dygtig til lydighed. Den er ret glad for mad og man kommer langt i træningen med en pose frikadeller…

 

At have en SBT i huset kræver, at man mens den er hvalp, enten har et stort, lyst, solidt og hyggeligt bur den kan være i når man ikke er hjemme, eller et afgrænset rum med masser af gode ting at tygge i – da den som hvalp ellers kan være rimelig destruktiv – bisserne kløer og kræver beskæftigelse.

 

En SBT kræver tidlig og god socialisering med andre hunde, tag den med til hvalpekursus, legetime i parken med andre hunde, og ellers bare med overalt hvor du kan. Den er som regel glad for at køre i bil, tog, bus – bare du er med, er den glad og tilfreds. Hvis den ikke bliver socialiseret grundigt som hvalp, kan nogle af dem have lidt tendens til at være ekstra mistroiske overfor fremmede hunde. Det er nemt at se om din SBT er ”på krigsstien” den vil så gå på stive ben med halen højt løftet og rejste børster – ofte udvikler det sig ikke, men husk at hvis der opstår tumult med en anden hund, er staffens kæber nådesløst stærke og man skal derfor ikke tøve med at gribe ind og få skilt hundene ad.

 

Staffen kræver stort set ingen pelspleje, en enkelt børstning af og til med en blød børste, samt årlig vask (med mindre den har rullet sig i en klam, død krage..) er nok til at holde pelsen fin og den er nem at holde pæn.

 

Vær påpasselig med fodringen af din staff, ingen hunde har godt af, at være overvægtige – heller ikke staffen.

 

Hvis du bor i hus med have, er det en god ide at lave en rigtig solid, og ikke for lav indhegning af hele haven. Staffen elsker at være fri og selv om den absolut ikke har tendens til at strejfe, vil dens enorme kærlighed for specielt børn eller bare mennesker generelt, nemt kunne friste den til at forlade haven hvis den ikke er hegnet ind. Vær opmærksom på at selv om staffen er lille af størrelse har den en enorm springkraft og et hegn må derfor ikke være lavere end 1.50 cm.

 

Sidst men ikke mindst kræver det en del TÅLMODIGHED at eje en staff, tålmodighed med alle de mennesker der, som regel ikke af ond vilje - men af almen uvidenhed, gerne vil sætte den i bås som en farlig kamphund der burde forbydes. Lad dem møde din staff og se hvordan den virkelig er – nemlig menneske elsker, bedste børnefamilie hund og alt andet end en gal og ondskabsfuld kamphund!